Kate Jungslund – Underviser

Familie-Mindfulness i børnehøjde

Mobil: 26 39 10 71
jungslundmastery@gmail.com

Kære skønne børnefamilie,

Kunne I tænke jer at blive en mindful familie, som bevidst prioriterer tid og nærvær med hinanden, så kom og und jer selv en dejlig pause i en ofte fortravlet hverdag.
Hvordan går det med nærværsmusklen? Evnen til at være nærværende overfor sig selv og dem vi holder af? Hvor gode er vi til at være fuldt tilstede med det vi gør?
Hvad bringer os hele tiden væk, fra nuet? I en travl moderne hverdag glemmer vi ofte at være nærværende, sætte tempoet ned og styrke vores kærlighed til dem vi holder af. Derfor er det ekstra vigtigt at vi engang imellem reflekterer over hvordan vi har det som familie og hvor vi er på vej hen. Hvis I synes I har for travlt – har I måske netop brug for en fælles mindful pause.
At være mindful, er at kunne mærke sig selv. Det at give sig selv en pause, er faktisk noget du vinder tid ved. Igennem den ro og klarhed der skabes kontakt til, kan man bedre bevare sin egen kerne, mærke sig selv, og tage vigtige beslutninger med et roligt sind. Hele indstillingen kan man tage med sig ind i familielivet, måden vi taler til hinanden på, til et vigtigt møde, køen i netto, og generelt i stressede situationer, du ikke kan ændre ved.
Mindfulness og Meditation for børn og moderne børnefamilier, er én af mine store passioner. Først og fremmest fordi jeg igennem min egen selvudvikling og et stressforløb, har oplevet de skønne effekter af mindfulness. Samtidig har jeg set og mærket hvilken forskel det gør for min 5-årige datter. Igennem mindfulde stunder, har vi de skønneste øjeblikke af fællesskab, forbundethed og nærvær med hinanden. Hun mærker samtidig efter hvordan hun egentlig har det, og lærer at lytte til sig selv, og sin indre stemme. Den livsvigtige lille stemme, som hvisker så svagt. Stemmen vi som voksne ofte glemmer. Derfor er det min ambition at styrke børns intuition og evne til at turde mærke og følge sit hjerte.

Mindfulness øvelser og meditation er fantastiske redskaber til:

At mærke sig selv og hinanden
At skabe større overskud og mere energi
At skabe ro i sig selv – og med andre – efter en konflikt
At træffe gode beslutninger for sig selv
At opnå større glæde, empati og tålmodighed
At tackle livets forandringer og udfordringer
At kommunikere og lytte opmærksomt til hinanden
At styrke selvfølelsen og fællesskabet
At opnå en bedre søvnkvalitet

Vi lærer simple børnevenlige mindfulness øvelser og teknikker, hvor vi kommer ned i gear, mærker os selv og har en nærværende hyggelig stund med hinanden.

De anerkendende styrkekort:

Jeg elsker at inddrage de Anerkendende Styrkekort, som hjælper børn til at sætte flere ord på begreber og følelser, og at give og modtage de anerkendende styrker. De anerkendende styrkekort er inspireret af de syv intelligenser og de 24 styrker indenfor den positive psykologi. Kortene er udarbejdet af børn, til børn. Kortene er fantastiske i samværet mellem forældre og børn, og er med til at styrke familiebåndet. Hvem elsker ikke at blive rost? Kortene anvendes i Familie Mindfulness undervisningen i forskellige variationer.

Der kræves ingen forudgående kendskab til mindfulness. Kom i behageligt tøj. Aldersgruppe: børn 5-10 år i selskab med en voksen (mor, far, venner eller andre familiemedlemmer).
1 barn pr. voksen. 1 barn sammen med 2 voksne er også fint.

Min baggrund:
Jeg er mor, skilt og uddannet Mindfulness Instruktør med hjertet fra Mind It Forward – Mindfulness ved Sussanne Wexø. Udover det, er jeg Life Mastery Master Coach og Mind & Spirit Mentor. Før dette, har jeg en karriere bag mig indenfor rejse- og forsikringsbranchen.